1973-2000
En storlufthavn på Saltholm og tre såkaldte satellitlufthavne i hovedstadsområdet var på tegnebrættet i 1960’erne, da Kastrup Lufthavns udvikling blev taget op til vurdering.
Med afsæt i disse planer, samt i den såkaldte Fingerplan fra 1947, blev Roskilde Lufthavn bygget i starten af 1970’erne. Den 1. april 1973 åbnede lufthavnen som den første af de tre planlagte satellitlufthavne. Det skulle vise sig, at de to andre aldrig blev til noget.
Visionen var, at Roskilde Lufthavn skulle tage sig af de mindre og mellemstore fly samt en del af indenrigstrafikken. Prognoserne forudsagde en gradvis stigning år for år, således at antallet af årlige operationer i 1985 ville runde de 200.000, som lufthavnen er bygget til.
Men virkeligheden vandt hurtigt over visionerne. Den store oliekrise i 1974 sendte priserne på brændstof i vejret, og flyvning blev en dyr fornøjelse. I det hele taget vendte den positive samfundsudvikling, som havde været dominerende i 1960’erne.
Selv efter lukningen af Skovlunde Flyveplads i 1980 nåede antallet af operationer end ikke op på halvdelen af det forventede. Ved 10-års jubilæet i 1983 kunne man dog glæde sig over, at det var lykkedes at etablere en indenrigsrute.
To gange om dagen gik turen fra Roskilde til Stauning på den jyske vestkyst. Året efter blev ruten forlænget til Aberdeen i Skotland, men desværre blev levetiden kort. Mens antallet af operationer faldt, steg mængden af ekspederet cargo, dvs. fragt.
I 1985 blev der fragtet elleve gange så meget cargo som året før. Det skyldes blandt andet en beslutning om at holde åbent om natten. Udviklingen fortsatte år for år. I 1986 blev den toldfri butik åbnet, og i 1989 blev et nyt vejrobservationssystem sat i drift. Begge dele betød bedre service for lufthavnens brugere.
Det børsnoterede selskab Københavns Lufthavne A/S overtog i oktober 1990 ejerskab og driftsansvar for Roskilde Lufthavn. Indtil da havde lufthavnen været ejet af den danske stat og drevet af Københavns Lufthavnsvæsen - en statsvirksomhed under Trafikministeriet.
I 1997 blev den første udenrigsrute åbnet. Selskabet Concors (Latvian Air Service) startede flyvninger til Letland. Ruten eksisterer dog ikke længere. I 1997 lå det årlige antal operationer på knap 103.000. Det betød, at et fly gennemsnitligt lettede eller landede hvert femte minut - hver dag, året rundt.