14.12.2005
Pressemeddelelse fra Macquarie Airports: Macquarie Airports gennemfører købstilbud vedrørende aktierne i Københavns Lufthavne A/S
Macquarie Airports Copenhagen ApS (“MAp Copenhagen”) meddeler i dag, at købstilbuddet til aktionærerne i Københavns Lufthavne A/S (“CPH”) vil blive gennemført.
Den 24. oktober 2005 fremsatte MAp Copenhagen et såkaldt frivilligt betinget offentligt købstilbud (“Købstilbuddet”) til aktionærerne i CPH med det formål at erhverve alle udstedte aktier og stemmerettigheder i virksomheden. Købstilbuddet blev enstemmigt anbefalet af CPHs bestyrelse.
Købstilbuddet udløb den 9. december 2005 kl. 20.00 (dansk tid). På det tidspunkt ejede MAp Copenhagen eller havde modtaget gyldige accepter i henhold til Købstilbuddet på i alt 2.992.341 CPH aktier à nom. 100 kr. Sammen med MAp Copenhagens oprindelige aktiebeholdning på 1.119.676 aktier svarer dette til 52,4% af samtlige udstedte aktier og stemmerettigheder i CPH. Herved er betingelsen i Købstilbuddet om en minimumaktiebeholdning på mere end 50% opfyldt.
”Vi er meget glade for den markante positive reaktion på vores købstilbud, og vi ser frem til at byde Københavns Lufthavne velkommen i MAp’s investeringsportefølje,” udtaler Kerrie Mather, administrerende direktør for Macquarie Airports.
”Med hele Danmark og Sydsverige som opland spiller Københavns Lufthavn i Kastrup en vigtig rolle for flytrafikken. Lufthavnen har allerede kapacitet til at håndtere en betydelig passagerfremgang og potentiale for yderligere ekspansion af både kommercielle aktiviteter og lufthavnsanlæg. Ophævelsen af passagerafgiften på 75 kr. kan forventes at skabe yderligere vækst i flyselskabernes aktiviteter.”
”Vi ser frem til at arbejde sammen med Københavns Lufthavnes erfarne ledelse og medarbejdere om at maksimere den fremtidige vækst. Vi bakker fortsat op om ledelsens indsats for at fastholde virksomhedens stærke omdømme på serviceområdet. Vi støtter også arbejdet for at styrke lufthavnens position som et førende europæisk knudepunkt for lufttrafikken. Københavns Lufthavne er nu MAp’s næststørste europæiske investering og udgør omkring 15% af værdien af MAp’s investeringsportefølje,” udtaler Kerrie Mather.
EU-Kommissionen godkendte Købstilbuddet ubetinget den 5. december 2005.
Alle MAp Copenhagens betingelser for Købstilbuddet er hermed opfyldt, og Købstilbuddet vil således blive gennemført. Det betyder, at MAp Copenhagen køber de CPH aktier, som aktionærerne i CPH har accepteret at sælge i forbindelse med Købstilbuddet. MAp Copenhagen forventer, at afregning vil finde sted mandag den 19. december 2005, hvor det forventes at aktionærerne i CPH vil modtage betaling for deres CPH aktier gennem Værdipapircentralen.
Yderligere information:
Annette Haaning, kommunikationschef
Københavns Lufthavne A/S
Tlf.: 32 31 32 31
Mobil: 23 39 68 02
E-mail: anha@inf.cph.dk
Læs pressemeddelelsen i pdf
Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at købe værdipapirer eller en opfordring til at tilbyde at købe værdipapirer i henhold til Købstilbuddet eller i øvrigt. Købstilbuddet er udelukkende fremsat i Tilbudsdokumentet, som indeholder de fuldstændige vilkår og betingelser for Købstilbuddet, herunder oplysninger om hvordan Købstilbuddet kan accepteres. Muligheden for at udnytte Købstilbuddet for aktionærer i Københavns Lufthavne A/S, som ikke er bosiddende i Danmark eller er danske statsborgere, kan være påvirket af lovgivningen i de relevante jurisdiktioner, hvori de er bosiddende eller statsborgere. Sådanne personer bør søge oplysninger om og efterleve gældende lovmæssige krav eller myndighedskrav i deres respektive jurisdiktioner. Yderligere oplysninger vedrørende aktionærer bosiddende uden for Danmark er indeholdt i Købstilbuddet.