04.08.2006
Mulig udvidelse af Roskilde Lufthavn sendt i høring

Undersøgelserne af, hvad en udvidelse af startbanen og trafikken i Roskilde Lufthavn vil betyde for naboer og miljø, er færdige, og de centrale dokumenter er netop sendt i offentlig høring. Hvis der gives grønt lys til, at en udvidelse er miljømæssigt forsvarlig, betyder det ikke nødvendigvis, at den gennemføres. Der skal også være et forretningsmæssigt potentiale.

  

Hvor mange naboer vil blive påvirket af flystøj, hvis trafikken i Roskilde Lufthavn udvides til rute- og chartertrafik? Hvor meget ekstra trafik vil der blive på vejene omkring lufthavnen? Og hvordan vil naturen blive påvirket?

Det er nogle af de spørgsmål, som borgerne kan få svar på i to omfattende dokumenter, der netop er sendt i offentlig høring i spørgsmålet om en eventuel udvidelse af Roskilde Lufthavn.

Københavns Lufthavne ønsker blandt andet mulighed for at udvide den ene startbane i Roskilde til 2.100 meter og øge antallet af operationer (starter og landinger) til 200.000 om året, heraf 25.000 med rute-, charter- og fragtfly.

Til sammenligning var der sidste år lidt over 69.000 operationer med mindre fly i Roskilde.

Tre års undersøgelser

Den eventuelle udvidelse kræver et såkaldt regionplantillæg med VVM (vurdering af virkninger på miljøet) samt en miljøgodkendelse, og det er forslagene til disse fra henholdsvis Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Roskilde Amt, der efter tre års grundige undersøgelser nu er færdige.

Begge forslag vil være i offentlig høring i otte uger og der vil blive afholdt et offentligt møde om sagen torsdag den 14. september kl. 19 i Roskilde Kongrescenter, Møllehusvej 15, Roskilde. HUR skal have modtaget indsigelser og bemærkninger til materialet senest 26. september 2006, og herefter vil HUR og Roskilde Amt i fællesskab vurdere, om der skal laves ændringer, inden forslagene kan vedtages endeligt.

Hvis forslagene vedtages betyder det ikke nødvendigvis, at udvidelsen af Roskilde Lufthavn gennemføres, men blot at muligheden er der, hvis der er efterspørgsel hos flyselskaberne, og der kan laves en positiv forretningsplan på en udbygning af lufthavnen.