06.08.07
Roskilde Lufthavn vært for Danmarks største civile flyveopvisning
Roskilde Lufthavn danner igen i år rammen om Danmarks største civile flyveopvisning – Flyvningens Dage 2007. Arrangørerne bag showet er Danmarks Flyvemuseum og Roskilde Flyveklub støttet af en række sponsorer, mens Københavns Lufthavne i Roskilde 'lægger lufthavn til'.
 Roskilde Airshow 2005. Foto: http://www.airshow.dk |
|
Lørdag den 18. og søndag den 19. august byder arrangørerne af Roskilde Airshow på en lang række spændende oplevelser, når Roskilde Lufthavn for 7. gang slår dørerne op for Flyvningens Dage 2007 – en kært tilbagevendende begivenhed for mange flyentusiaster fra hele landet.
Fra Hawker Hunter til luftballon Årets program er mangfoldigt og spændende. Et hurtigt kig ned over rækken af deltagende fly viser, at stort set alt, hvad der kan flyve, vil forsamles i Roskilde – militærfly, gamle krigsfly, moderne fly, fx Airbus A319, helikoptere, faldskærme, svævefly og sågar balloner, der stiger til vejrs fra festpladsen, hvis vejret tillader det. Gæsterne får naturligvis også fornøjelsen af 'de gamle kendinge' som F16, Hawker Hunter og DC3’ere fra de nordiske lande. |
Til sammenligning var der sidste år lidt over 69.000 operationer med mindre fly i Roskilde.
En velbesøgt tradition
Roskilde Airshow, der er blevet en fast tradition hvert andet år siden 1995, rummer noget for enhver smag og aldersklasse indenfor civil og militær flyvning. Det er en velbesøgt begivenhed – ved sidste airshow i 2005 besøgte godt 12.000 således Roskilde Lufthavn godt hjulpet af et forrygende dansk sommervejr. Lufthavnens drift opretholdes normalt i hele weekenden med de tilpasninger, der er nødvendige i de perioder, hvor der er opvisning på pladsen.
Som vært for arrangementet sørger Københavns Lufthavne for, at stedets faciliteter er i orden, ligesom samtlige de luftfarttøjer, der deltager i selve showet naturligvis fritages for startafgifter.
"Vi er glade for at være vært for Flyvningens Dage 2007 og på den måde være med til at fremme interessen for flyvning i bred forstand," siger adm. direktør i Københavns Lufthavne, Brian Petersen, der selv vil være at finde blandt tilskuerne.
Se mange flere detaljer om åbningstider, program, fly m.m. på arrangørernes egen side: www.airshow.dk.

Roskilde Airshow 2005. Foto:
http://www.airshow.dk